Sparinvest INDEX USA Growth årets bedste afdeling 2014

05.01.2015
Det blev Sparinvests passivt forvaltede afdeling INDEX USA Growth, der løb med titlen som årets bedste afdeling 2014 i den årlige opgørelse, som Dansk Aktie Analyse laver for Jyllands-Posten og det digitale erhvervsmedie Finans.

Passivt forvaltede afdelinger har væsentligt lavere omkostninger end de aktivt forvaltede afdelinger, og det har ifølge direktør i Dansk Aktie Analyse Peter Flak-Sørensen haft stor betydning for den fine placering for Sparinvest INDEX USA Growth. I passivt forvaltede afdelinger bruges der nemlig hverken ressourcer på at analysere eller udvælge enkelte aktier til porteføljen. I stedet er investeringerne sammensat, så de følger det valgte indeks, uanset om kurserne går op eller ned, og de menneskelige fornemmelser og følelser holdes helt ude. Indeksafdelingernes passive investeringstilgang giver meget lave omkostninger, hvilket derfor kan give en afkastmæssig fordel i forhold til traditionelle, aktivt forvaltede afdelinger. 

Større efterspørgsel efter passive afdelinger

Sparinvest INDEX-afdelingerne har vundet flere priser i årenes løb og vi oplever generelt større efterspørgsel efter de 14 afdelinger, der tilsammen udgør det passivt forvaltede investeringsmiljø Sparinvest INDEX. I 2010 var der i alt kun 1.4 mia. kr. under forvaltning i de passive afdelinger, mens afdelingerne i dag har rundet 5 mia. kr. Siden 2010 er der kommet 30 % flere investorer hvert eneste år.

Læs mere om Sparinvest INDEX USA Growth.